|
I denne artikel byder jeg på nogle tanker, jeg har gjort mig om betydningen af overgangen fra Fiskenes til Vandbærerens tidsalder.
- o - O - o -
På ca. 25.920 år gennemvandrer Jordens polakse alle 12 dyrekredstegn. Det betyder, at hvert af de 12 tegn passeres på 2.160 år. I vor tid bevæger vi os fra Fiskenes til Vandbærerens tidsalder. I virkeligheden er der ikke nogen skarp skillelinie, da konstellationerne ikke har skarpe afgrænsninger, men flyder roligt over hinanden. Man regner med en overgangsperiode på ca. 500 år, inden en ny tidsalder slår igennem.
Den vestlige verdens kalender tager udgangspunkt i Jesu fødsel, et epokegørende vidnesbyrd om Fiskenes tidsalders store skikkelse.
Det var et afgørende vendepunkt i menneskehedens udvikling, da Kristus bragte os kærlighedsimpulsen. Vejen blev således forberedt til, at menneskeheden nu kunne opnå Kosmisk bevidsthed.
Når den nye tids mennesker mærker denne dybere sammenhæng, vil det stimulere ønsket om helhed, fællesskab og gruppedannelser.
Religionerne i Fiskenes tidsalder har holdt menneskeheden fast ved livsværdier, der i dag har mistet deres troværdighed.
Som en følge af menneskets behov for en åndelig og videnskabelig tolkning af tilværelsen, vil der opstå en ny verdensreligion, en naturlivsform der vil erstatte de nuværende religioner. Vi vil indse, at vore hjerters Gud er alles Gud, at der ikke er behov for kunstige skel imellem troende og ikke troende og at al manifestation af livet, dybest set, er en nødvendig del af helheden.
I disse årtier opdager vi, at menneskets bevidsthed rækker langt udover kroppens begrænsninger. Vi bryder igennem kulturens materielle livssyn og tilliden til materiel og økonomisk ekspansion begynder at vige til fordel for et nyt livssyn og nye samlivsformer, hvor den tekniske viden og materialisme bliver forbundet med kærlighed. Vi bliver bevidste om, at vi er på rejse fra åndelige planer, og at vort egentlige formål med rejsen er, at lære at følge kærlighedens rytme i det fysiske, sådan som vi kender den i vor åndelige verden.
Flere og flere i denne tid oplever Vandbærerens livsforståelse og mærker fra dybere niveauer sjælens ønske om, at omsætte denne livsforståelse – en sprudlende livskraft, der rækker udover det personlige og forbinder os med det åndelige univers, som kan opleves i samklang med naturen og igennem det indre liv i helhedens tjeneste. Igennem denne livs- og naturforståelse lærer menneskeheden at fordele de globale ressourcer, både fysiske og psykiske, til gavn for alle mennesker udover alle landegrænser.

Den globale enhed indebærer forsoning imellem de nyeste former for videnskabelige eksperimenter og opdagelser og den tidløse strøm af sandheder, som løber igennem menneskets underbevidsthed.
Regeringsledere vil i endnu højere grad end i dag lade sig styre af de nye impulser, som arbejder for verdensfred og demokratiske løsninger – frem for at gribe til våben.
En verdensregering har nok lange udsigter, men et demokratisk samarbejde, på tværs af landegrænser, vil være en naturlighed.
Et rent miljø vil stå i højsædet. Et stort oprydningsarbejde ligger foran os – så tidligere tiders forurening bliver fjernet. Det handler naturligvis om, at vi kan overlade et rent miljø til eftertiden og rette op på den ubalance, som Moder Jord befinder sig i.

Ikke kun menneskeheden har ret til et liv på Jorden. Vi har også en opgave i forhold til dyre- og plantelivet.
Vi vil med den nye livsforståelse vise kærlighed og respekt for alt, hvad der er skabt af det Guddommelige.
I Vandbærerens tidsalder vil nye vidder og dimensioner åbne sig, vi vil igen opdage, at livets intelligens antager mange former. Derigennem vil vi forstå de tidligere civilisationer her på kloden, og finde forklaringer på myterne og de store monumenter, som pyramiderne. Det bringer os ny viden og en større forståelse af os selv, vore kræfter og højere mentale og åndelige muligheder.
Naturvidenskaberne vil bevæge sig ind i den åndelige verden igennem forskning af levende væseners kraftfelter.
Inden for sundhedsvæsenet vil psykiatrien opdage, at gåderne omkring menneskets psykiske lidelser og velbefindende skal løses ved at inddrage tidligere inkarnationers oplevelser. Healing vil blive en naturlig del af det somatiske sygehus og lægerne vil sammen med biologerne opdage principperne bag skabelse af strukturer og energibaner. Man vil samarbejde med naturlæger, der tager hensyn til et finere helhedssystem, som et led i den naturlige balance.
Den nye tids samlivsformer opbygges på den baggrund, at vi lærer at være sammen uden at eje og binde hinanden. I stedet vil vi finde friheden i at hjælpe hinanden til åndelig vækst. Vi vil indse, at vi alle er født til en plads i livets puslespil, hvor alle er lige vigtige for helheden. Vi vil søge sammen i grupper, der er tilpasset behovet for den enkelte og for fællesskabet. Disse fællesskaber vil blive tilknyttet åndelige centre, der ledes af indviede.
Overalt på kloden vil der blive etableret bofællesskaber, der forstår principperne om det sande søster- broderskab og demokrati.
Disse bofællesskaber vil indeholde essenser af religion, kosmisk bevidsthed, sundheds-fremmende helbredelsesmetoder, miljøorganisation, fredsbevægelser, fagforeninger og andre foreninger.
Fællesskaberne vil blive små kraftcentre, hvor vi kan hente vores daglige behov for gensidig åndelig inspiration i vores hverdagsgøremål og hjælpe hinanden med alternative helbredelses metoder, som vil skabe grobund for tryghed og udvikling.
Her kan vi føle friheden og lutre vort sind og legeme i erkendelsen af, at vi alle er børn fra den samme kilde, uanset race, køn og nationalitet. Vi får samtidig mulighed for i en større gruppe, at afgive energi til Verdenstjenesten og den Kosmiske helhed.
Når vi henviser til essenser, i bofællesskaberne af foreninger, såsom miljøorganisationer, fredsbevægelser, fagforeninger m.m. tænker vi på, hvad der ville ske, hvis vi ikke havde den erfaring med os i fællesskabet og i samfundet.
Arbejdsgivere, regeringer og profit ville i så fald få frit spil og styre det enkelte menneske og glemme helheden. Glemme, at vi som en fælles enhed har lige ret til alle globale ressourcer og at der findes menneskerettigheder, hvor det er naturligt, at der vises respekt for det enkelte individ.
Igennem denne stærke åndelighed bliver vi stimuleret til at søge viden og til at opnå en mere upersonlig erkendelse og livsform
Således udvikles en højere kultur med fredelig sameksistens, hvor vægten på troen bliver afløst af vægten på viden og intuitiv erkendelse.
Den nye tidsalder åbner døren for nye muligheder. Vi opdager os selv, som en del af den allestedsnærværende bevidsthed. Vi bliver ført frem til højere bevidsthedstrin med mindst mulig lidelse. Den nye tids viden vil stå som en indre sandhed, der ikke behøver ydre bekræftelser. Ved at følge den indre styrke opdager vi vores sande natur, som åndelige væsener.
Igennem Kosmisk kommunikation lærer vi at åbne for den viden, vi bærer dybt i os, om vor Guddommelige oprindelse. Når vi således oplever sjælens virkelighed på de dybeste planer, opdager vi, at alles inderste væsen er forbundet med Guddommen selv.
- o - O - o -
Jeg ser således fremtiden i møde med håb og tillid til menneskehedens fortsættelse i Kristus-impulsens Ånd.
|