Afrodites historie   

En fortolkning af kærlighedsgudindens mange ansigter fører til Grækenland, hvor hun kendes i historien som kærlighedsgudinden Afrodite, i romerriget som den skønne og dejlige Venus, hun var fønikernes vidunderlige Astrate, kaldæernes Guddommelige Nana, og assyrernes mystiske Ishtar, men hun genkendes også ved den uskyldsrene kærlighed gennem Jomfru Maria.

I det følgende vil vi først fordybe os i grækernes kærlighedsgudinde Afrodite, der i den græske myte dukkede op af havet. Hun blev hyldet og tilbedt og hendes skønhed og dejlighed var uden mage. Hun blev smykket med skønne klæder og smykker og der blev sat en gylden krans på hendes evige lokker.

Som Gudinde med stor kosmisk magt og indflydelse fremtræder Afrodite også med tilnavnet Urania, hvor hun er afbilledet med himlens fugle, der følger hende og bærer hende gennem luften eller trækker hendes vogn, eller hun svæver på en svane med udbredte vinger samtidig med, at hun holder en blomst som scepter i hånden.

Man kan i Grækenland følge hendes vej, gennem de tilnavne hun fik f.eks. Kypris eller Kytheia. På øen Kypros – havde hun et gammelt tempel i Papbos og på Kythere, øen lige syd for Peloponnes, var der ligeledes et tempel, hvis kultbillede gengav Afrodite. Fra øen Kythere drog hun videre op i selve Grækenland.

Hun rejste gennem tiderne som kærlighedens mystiske Gudinde. Grækerne viste godt, at hun oprindeligt var en Himmelgudinde, en vidtfavnende kærlighedsgudinde fra orientalske himmelstrøg.

I det gamle Grækenland fandtes en Afrodite-kult både i forhold til den fysiske kærlighed imellem kvinder og mænd og en kult i forhold til åndelig kærlighed.

Det sande billede er Afrodite, der repræsenterer den rene kærlighed til menneskeheden og den åndelig kærlighed til Kosmos. Disse to former for kærlighed har spillet en stor rolle i senere filosofi og digtning beskrevet som ”platonisk kærlighed”.

Afrodite blev en mægtig Gudinde i Grækenland. Hun var ikke blot Gudinde, men også kærlighed, man kunne på græsk sige, at forenes i Afrodite. På denne måde kunne man sætte abstraktet eller begrebet i stedet for den naturgud det handlede om, altså en allegori.

Der er egentlig ikke noget mystisk ved denne identifikation. Betænkeligt bliver det først, når der sigtes til noget andet, end det navnet dækker over, men denne allegoriske metode gav mulighed for at tyde moralske fænomener i en form som alle i det gamle Grækenland kunne acceptere. Grækerne iklædte sig Gudindens eller Gudens skikkelse, så følelsen i en given situation kunne opleves uden skam, dramaet kunne spilles, hævnen tages eller elskoven fuldbyrdes. Senere når følelsen var udtømt, opsøgte man Gudindens eller Gudens tempel for at sige tak for hjælpen og harmonien i mennesket var genoprettet.

Vi vil herefter følge kærlighedsgudinden og bevæge os til tiden omkring Jesus fødsel og liv, hvor kærlige kvindeskikkelser fulgte Jesus. Først og fremmest Jomfru Maria, der støttede sin søn ved at holde hans inkarnations formål for øje.

Den sjæl der er udvalgt til en sådan Guddommelig mission, kommer fra en Guddommelig verden, den kommer bevidst og af fri vilje, men for at kunne træde ind i den jordiske tilværelse behøves en udvalgt kvinde, som ved hele sin moralske holdning, sin længsel og sit rene liv kan ane dens nærværelse og tiltrække den, og i sit kød og blod kan inkarnere den sjæl, som er bestemt til i menneskenes øjne at blive gudesøn. Det er den sandhed, der ligger skjult i den ældgamle idé om jomfrumoderen. En sandhed der er skabt og båret af ren kærlighed.

Sammen med Jomfru Maria var der også andre kvindeskikkelser, der spillede en vigtig feminin rolle omkring Jesus liv, det var Maria Magdalene og Marta fra Betania. Kvindeskikkelserne viste en universel kærlighed og indsigt. En kærlighed ikke blot for det enkelte menneske, men for hele menneskeheden, her taler vi om kærlighedens Gudinde, der favner hele Universet og viser udviklingsvejen for menneskeheden.

Jomfru Maria repræsenterer Verdensmoderprincippet i Vesten. Hun stimulerer moderkærligheden og betragter alle mennesker som sine børn. Hun værner om, fostre og til sidst åbenbarer hun den skjulte åndelige virkelighed igennem Kristusbevidstheden, der sendes til Jorden.

Denne virkelighed skjuler sig i enhver form, som mennesket kan udtrykke i en Guddommelig udtryksform, en skabende kraft, hvilket var hele meningen med den skabende proces, hvor sjæl og legeme smelter sammen og vi derved får kontakt med Kristusbevidstheden.

Kristusbevidstheden udstråles over Jorden. Denne bevidsthed skal frelse både menneskeheden og Jorden, det er en opofrende tjeneste i kærlighed. Kristus betyder derfor tjenestens ånd, selvopofrelsen, der viser mennesket, at det gennem kontrollen med sit væsens lavere bestanddele, kan hæve sig til at blive et redskab for denne åndelige tjeneste.

Kristus stod frem som blomsten eller frugten fra fortiden og som garant for menneskets iboende evner. Kristus gik videre i sin manifestation og gav en vision ved at påvise sjælens lys og pege på fremtiden og således viste han det, som kommer, fordi han havde frigjort det kosmiske kærlighedsprincip på Jorden.

Kærlighedsgudindens mange ansigter er fængslende og mystisk i sin form, hun befordrer altid kærligheden og kærlighedens Gudinde kan følges både i fortiden og i den nye fremtid ved frigørelsen af de feminine kræfter og Kristusbevidsthedens velsignende, mægtige og altfavnende kraft, der sendes til Jorden. Hun repræsenterer Kristusbevidsheden, som den skabende kraft af kærlighed og visdom vi som menneskehed skal forstå vores dybe tilhørsforhold til – i vores videre udviklingsproces. Denne kraft og energi vil løfte os ind i den åndelige verden af Lys, hvor kun kærlighed vibrerer og alt ånder fred.